MEDARBEJDER LOG-IN

Vedtægter for Tårnby Musikskole

§1 Navn og status
Musikskolen er en kommunal institution med hjemsted i Tårnby Kommune.

§2 Formål
Musikskolen har til formål:
  • gennem udvikling af elevernes kreative evner inden for musikalske udtryk at skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere
  • at bibringe den enkelte elev instrumentale/vokale færdigheder som forudsætning for personlig musikalsk udfoldelse, såvel i fællesskab med andre som individuelt
  • gennem beskæftigelse med musik at medvirke til elevernes personlighedsudvikling, samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab
  • at virke til fremme af det lokale musikmiljø
§3 Indhold
Musikskolen tilbyder undervisning i musik til alle børn og unge op til 25 år i kommunen. Musikskolen kan endvidere tilbyde undervisning til voksne.

§4 Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af 6 medlemmer, alle med stemmeret. Heraf udpeges:
  • 2 medlemmer af og blandt Kommunalbestyrelsen
  • 1 medlem af og blandt Musikskolens forældre
  • 1 medlem af og blandt Musikskolens medarbejdere
  • 1 medlem af og blandt Musikskolens elever
  • 1 repræsentant for folkeskolen (udpeges af Børne- og kulturforvaltningen)
Ansatte ved Tårnby Musikskole kan ikke vælges som forældre- eller støttekredsrepræsentanter. Der udpeges en suppleant for hvert medlem.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Bestyrelsens medlemmer udpeges for 2 år ad gangen. De af Kommunalbestyrelsen udpegede medlemmer vælges dog for de respektive organers funktionsperioder.

Genvalg kan finde sted.

Til at lede den første konstituering udpeges en midlertidig formand af Kommunalbestyrelsen.
Formanden vælges blandt de af Kommunalbestyrelsen udpegede eller de forældrevalgte medlemmer.

§5 Bestyrelsens opgaver og ansvar
Bestyrelsens kompetenceområde defineres af Kommunalbestyrelsen.

Bestyrelsen har det overordnede ansvar for Musikskolens virksomhed inden for de af Kommunalbestyrelsen fastsatte mål og rammer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen indstiller til Kommunalbestyrelsen ved ansættelse og afskedigelse af Musikskolens leder.
Bestyrelsen godkender Musikskolens budget og det reviderede regnskab indenfor den af Kommunalbestyrelsen vedtagne ramme.

Bestyrelsen skal sikre samarbejdet mellem folkeskolen og Musikskolen samt mellem hjemmene og musikskolen.

§6 Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt, og indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel af formanden med angivelse af dagsorden.

2 medlemmer af bestyrelsen kan begære afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde. Begæringen skal være skriftlig og være vedlagt forslag til dagsorden. Formanden indkalder bestyrelsen snarest muligt efter begæringen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Musikskolens leder deltager i bestyrelsesmøderne som sekretær for bestyrelsen.

§7 Musikskolens leder og daglige drift
Musikskolens leder skal have de fornødne pædagogiske og administrative forudsætninger. Det forudsættes blandt andet, at lederen er kvalificeret som lærer ved Musikskolen.

Musikskolens leder indstiller via bestyrelsen til Kommunalbestyrelsen vedrørende læreransættelse.

Musikskolens leder har det pædagogiske og administrative ansvar for tilrettelæggelse og afvikling af Musikskolens undervisning over for bestyrelsen og i overensstemmelse med såvel Musikskolens vedtægter, herunder bestyrelsens beslutninger, som regler og retningslinier fra Kulturministeriet og Kunstrådet.

§8 Økonomi, budget og regnskab
Musikskolens virksomhed gennemføres med tilskud fra kommune, stat og eventuelle andre, samt elevbetaling i henhold til Musiklovens bestemmelser herom.

Musikskolens regnskabsår følger kalenderåret.

Musikskolens leder udarbejder hvert år på baggrund af udmeldt budgetramme et budgetforslag til bestyrelsen.

Bestyrelsen fremsender budgettet til godkendelse i Kommunalbestyrelsen inden den af Kommunalbestyrelsen fastsatte tidsfrist.

Bestyrelsen fremsender herefter inden den fastsatte frist det godkendte budget til Kunstrådet samtidig med ansøgning om statstilskud.

Driftsregnskab udarbejdes og forsynes med revisionspåtegning af kommunens revisor og fremsendes med bestyrelsens godkendelse til kommunen og Kunstrådet inden de fastsatte frister.

§9 Støttekreds
For at opfylde Musikskolens formål om at virke til fremme af det lokale musikliv kan der oprettes en støttekreds.

I støttekredsen optages personer eller foreninger, som ved økonomisk eller praktisk bistand medvirker til opfyldelse af Musikskolens formål, eller som på anden måde støtter formålet.

Mindst en gang om året indkalder Musikskolens bestyrelse støttekredsens medlemmer til møde. Støttekredsen udpeger hvert 2. år sit medlem af bestyrelsen.

§10 Vedtægter
Vedtægterne udarbejdes af bestyrelsen og skal godkendes af Kommunalbestyrelsen og Kunstrådet. 

Vedtægterne kan ændres, når 2/3 af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer på 2 på hinanden følgende  bestyrelsesmøder beslutter sig herfor. Bestyrelsesmøderne skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Kommunalbestyrelsen og Kunstrådet skal forelægges alle ændringer til godkendelse.

§11 Ikrafttræden
Vedtægten træder i kraft d. 1.1.1997.

§12 Ophør
Under hensyntagen til bekendtgørelse af lov om musik, kapitel 2a, §3b, stk. 3, kan Musikskolens drift indstilles, hvis Kommunalbestyrelsen efter samråd med Musikskolens bestyrelse beslutter sig for Musikskolens ophør.


Godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 13/8 2008

Henrik Zimino                                       Klavs Gross
Borgmester                                            Kommunaldirektør


Godkendt af Kunstrådet d. 17/7 2008
Kunstrådet
image description

Kommende arrangementer

.
Nøragersmindevej 90 - 2791 Dragør - tlf. 3076 0335, info@kulturzonen.net - Tårnby Musikskole - tlf. 2029 3813, ms.uk@taarnby.dk
CMS by SiteLoom